Villa Rolighed - Fakultetets unikke perle

Af Seniorgartner Kim Greiner, Det Biovidenskabelige Fakultet

Villa Roligheds historie begyndte med en lille virksomhed, der var tilknyttet hoffet, og efter at have gået så grueligt meget igennem er ejendommen endt som en lille velpudset herregårdsidyl under Det Biovidenskabelige Fakultet.

Vi skal tilbage til Christian den Sjettes tid, nærmere bestemt i 1742, hvor Den Kgl. Sølvpop (finansminister) Nicolai Ahrentzen fik overladt et stykke jord syd for Ladegaardsåen på Frederiksberg. Her blev opført et voksblegeri, for Sølvpoppen havde påtaget sig leverancen af vokslys til hoffet, og for at voksen kunne få den rette hvide farve, skulle den bleges i solen. Det beskedne jordstykke var kun i fæste, men der blev opført en 27 fags bindingsværksbygning til beboelse og blegeri foruden nogle staldbygninger, en vognremise og et antal blegebænke.
Allerede i 1749 trådte Ahrentzen ud af hoftjenesten, og han overdrog sin ”Vox-Blegen” til den ansete handelsmand Lüder Stiefken, der dog allerede 8 år efter gik fallit, og blegeriet kom på auktion.

Det var Generalauditør Andreas Bruun, der erhvervede ejendommen sammen med nogle nærliggende jordstykker, hvorefter han fiksede gården op, nedlagde voksblegeriet og i stedet skabte en lille lystgård med 18 køer. Andreas Bruun indrettede også en have med en fiskedam i områdets lille mose, og han gav ejendommen navnet ”Mariendal”, muligvis opkaldt efter et af sine talrige børn. Selvom lysten til gården var stor, var der alligevel ikke penge til driften, så efter et par hurtige handler, den sidste med en ”stråmand” for ikke at presse prisen op, erhvervede konferensråd, storhandelsmand og skibsreder Conrad Alexander Fabritius de Tengnagel ejendommen.

Fabritius de Tengnagel ofrede betydelige summer på gården. Omkring 1770 lod han opføre en ny hovedbygning i nærmest barokstil, der for datiden var udstyret med en usædvanlig pragt, og han gav stedet dets endelige og blivende navn - Rolighed.

I en bygningsbeskrivelse fra 1795 ses, hvor prægtig Villa Rolighed var. Den er kvadratisk, omkring 10 x 10 meter, og den har fuld kælder, stueetage og 1. sal, og hele herligheden er tækket med glaserede tagsten. Kælderen indeholdt 4 værelser samt et stort køkken med 3 komfurer, indemuret kobberkedel og en bageovn med jerndør. Ved siden af køkkenet var, unormalt for tiden, indrettet en badstue med gulv i fine marmorfliser, og ellers var baderummet med kar i ædelt, udenlandsk træ. I kælderdøren under trappen var ruderne med okseøjeglas, som stadig kan ses i dag.
1. salen er hævet over terræn, og en prægtig dobbelt stentrappe med smedejernsgelænder fører ind til forstuen, hvortil der er adgang til 5 værelser foruden storstuen med pejs, hvor alle vægge er beklædt med paneler og store stukkaturer med blomster- og dyremotiver.
Et af værelserne var malet i kinesisk stil og møbleret med kinesiske møbler, og der var indemurede nicher og kaminer med ”forgyldte sirater”. Fra forstuen var der ad en ”ziirlig trappe” adgang til første salen, hvor der var seks værelser. Foruden hovedbygningen var der stråtækte sidelænger med stald og vognremise, og alt i alt var det en rigtig lille herregårdsidyl.

Fabritius var en rigtig levemand, der elskede kunst, teater og musik, og han var kendt for sine livlige selskaber, der ofte foregik på hans smukt udsmykkede gård på Christianshavn eller på hans nyopførte landsted ”Enrum” ved Vedbæk, hvor han også fik anlagt en storslået stemningspark.
Foruden kunst forstod Fabritius sig også på smukke damer, og til de lidt mere intime sammenkomster var Villa Rolighed ganske velegnet. Selvom det fortaber sig lidt i det uvisse, blev Rolighed brugt som diskret opholdsted for hans række af elskerinder, og efter et raskt ridt uden for byens volde kom badstuen på Rolighed til sin ret. Det var almindelig kendt, at der foregik noget i krogene, og den ældre grevinde Louise Stolberg fandt ham så foragtelig, at ” man burde deportere ham til Amerika som en anden forbryder”. (Rønnebærrene var måske sure).

Efter 35 år i Fabritius de Tengnagels besiddelse blev Rolighed afhændet til chefen for Rentekammerets Landvæsenskontor Emanuel Rafn, og han var gift med biskop Münsters søster. Selvom der ikke var den rene idyl mellem ægtefællerne, der nærmest levede som hund og kat, så skabte de ikke desto mindre et muntert hjem på Rolighed, og Münster skriver, at han her tilbragte mange behagelige timer, men ”dog for meget gik ud på en vild Lystighed, som forstyrrede den rolige Samværen”.
Rafn tilkøbte parceller omkring Rolighed, således at ejendommen forøgedes til godt 41 tdr. land, men i 1803 blev han forfremmet til amtmand i Drammen i Norge og solgte Rolighed til Nicolai Lautrup, der var kasserer ved Den Almindelige Enkekasse.
Det gav åbenbart ret godt at være kasserer i enkekassen, for Rolighed blev købt for 19.999 Rigsdaler. Lautrup ejede også Godthaab Ladegård, men alt var åbenbart købt med henblik på spekulation, for i 1810 solgte han hele herligheden til grosserer Peter Mariboe.
Mariboe udvidede yderligere Rolighed med udstrakte tilliggender, således at ejendommen nu strakte sig fra Ladegaardsåen i nord til Gl. Kongevej i syd. Mariboes formue og besiddelser var dog en kolos på lerfødder, for han gik fallit og måtte flygte til Fredericia, hvor man på den tid kunne komme i asyl for sine kreditorer.

Der blev afholdt 4 auktioner uden resultat, indtil juveler Falck Henriques i 1821 erhvervede Rolighed for 40.100 rigsdaler i sølv. Falck Henriques ejede Rolighed i en længere årrække, hvor han solgte noget af jorden fra, men fra 1839 kom Rolighed ud i fortsat spekulation.
I løbet af få år var der 5 forskellige ejere, indtil Rolighed med alle sine tilliggender i 1855 blev solgt til Indenrigsministeriet, for at den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole kunne opføres. Københavns forsvarsvolde var opgivet få år forinden, og det var nu tilladt at opføre grundmurede huse i stedet for bindingsværk med stråtag, der nemt kunne brændes af og give frit skydefelt for Københavns kanoner.
Landbohøjskolen anvendte dog kun arealerne syd for Rolighedsvej, hvor arkitekt Bindesbølls hovedbygning blev opført og indviet i 1858, og Den Fredede Have blev anlagt. Landbohøjskolen bortskænkede senere en grund til Sct. Thomas kirke og frasolgte jord, hvor gaderne N.J. Fjords Allé, L.J. Brandes Allé og Dr. Abildgaards Allé kom til at ligge.

Det gamle landsted Rolighed samt grunden på omkring 7 tdr. land mellem Ladegaardsåen og Rolighedsvej blev solgt til en nedsat komite, der opførte ”Kjøbenhavns Sygehjem”. Sygehjemmet skulle efter den store koleraepidemi give kronisk syge fra middelstanden en bedre mulighed for pleje, uden at de kom på fattigforsorgen. Bygningen, der blev indviet i 1859, blev opført efter tegninger af arkitekt Stilling i italiensk stil, der var datidens store trend. Facaden er en næsten tro kopi af Berninis ”Pallazzo di Montecitorio”, der i 1650 var opført i Rom som et palads for en adelsmand, og som nu anvendes til Det Italienske Deputeretkammer.
Selve villa Rolighed blev i tiden, hvor Sygehjemmet var i funktion, brugt som tjenestebolig for overlægen, og vognremisen, der er en del af De Gule Længer, blev brugt til kapel.
Vi kan desværre ikke prale med, at H.C. Andersen har opholdt sig på Rolighed, ellers kunne det sagtens være her, han var blevet inspireret til Klods Hans, men digteren J.C. Hostrup har opholdt sig i længere tid på Villa Rolighed, hvor han skrev sit syngestykke ”Soldaterløjer”.
Af andre beboere kan også nævnes den fremtrædende og indflydelsesrige arkitekt C.F. Hansen, der i en længere årrække boede på Villa Rolighed. C.F. Hansen var en tid direktør for Kunstakademiet og har som arkitekt bl.a. stået for genopførelsen af Vor Frue Kirke efter bombardementet i 1807, bygget Råd- og Domhuset på Nytorv, Metropolitanskolen på Frue Plads foruden en mængde herregårde og småkirker. Så det var en fornem herre, der i 1845 døde på Rolighed 90 år gammel.

I 1922 flyttede Sygehjemmet til Ordrup, og Landbohøjskolen tilbagekøbte området med det store sygehjem, som i dag huser Skov og Landskab, samt den gamle lystgård, Rolighed, hvor villaen blev restaureret og indrettet som bolig for rektor, eller som det dengang hed: Direktøren for Landbohøjskolen.

Professor Ellinger var den første rektor, der flyttede ind i den fine, gamle bygning, men senere rektorer fandt, at villaen var for stor og upraktisk, så den blev fraflyttet, og i 10 år stod den tom og blev kun af og til anvendt til undervisningsformål. Villaen, der er fredet i klasse A, begyndte at gå i forfald, træværket rådnede, pudset faldt af ydervæggene, og trapperne var ved at styrte sammen, så i 1973 indløb der klager fra beboerne i kvarteret over bygningens dårlige vedligeholdelse. Klagerne endte hos Bygnings- og Byplanudvalget for Frederiksberg, og selvom Landbohøjskolen undskyldte sig med forsinkelser på grund af byggestop, kom der gang i en gennemgribende restaurering, hvorefter Mikrobiologisk Afdeling rykkede ind i huset.

I 1997 overtog Botanisk Sektion Rolighed med de tilhørende længer til kontorer, laboratorier og undervisningslokaler, og da de gamle gule bindingsværkslænger for få år siden blev grundigt restaureret og malet, fremstår hele det gamle landsted i jubilæumsåret som en velholdt og unik lille perle under Det Biovidenskabelige Fakultet.