Kulturministerens tale 23.maj

Kulturministeren afslørede Bjørn Nørgaards kunstværk 'biologisk mangfoldighed' under jubilæumsfesten 23.maj. Her kan du læse talen til Frederiksberg Campus.

 

 

 

 

Kære Per Holten-Andersen, kære Bjørn Nørgaard, kære alle sammen.

Først en stor tak, fordi jeg må være med til at indvie et nyt, imponerende kunstværk.

Og fordi jeg dermed samtidig kan være med til at fejre 150-året for – kan man vel nok sige – en af Danmarks gennem tiden vigtigste uddannelsesinstitutioner.

For det vi i dag kalder Frederiksberg Campus har jo, siden sin skabelse, spillet en afgørende rolle for Danmarks vækst.

Efter det katastrofale nederlag i 1864 sagde man, at hvad udad tabes, skal indad vindes.

Når det blev mere end bare fine ord, så skyldes det ikke mindst de ideer og kundskaber, der blev udklækket, her hvor vi står nu.

Et land, der var fattigt og fortabt, blev rigt og stolt.

Ja, det lyder måske lidt voldsomt, når man sådan sætter ord på stedets betydning – her fredag eftermiddag i maj, lige op til campus-øl og helstegt pattegris.

Men det er ikke desto mindre den historiske realitet.

Det her er et sted, man må være stolt af – et sted, der forpligter.

Mit ministerium, Kulturministeriet, blev først til i efteråret 1961, og er således noget yngre end Frederiksberg Campus.

Men ligesom Frederiksberg Campus startede vi livet under et andet navn – ”Ministeriet for visse Kulturelle Anliggender”.

Noget bortgemt på ministeriets hjemmeside ligger der en beretning fra Kulturministeriets første departementschef, Henning Rohde.

Her fortælles blandt andet, hvordan ministeriet fik dette lidet mundrette navn.

Oprindeligt var det nemlig meningen, at ministeriet skulle have heddet noget helt andet.

Det skulle have heddet ”Ministeriet for Videnskab og Kunst”.

Det var daværende statsminister Viggo Kampmanns vision om et ministerium, der for alvor – med den tids udtryk – kunne løfte det ’åndelige niveau’ i Danmark.

Det var det ministerium, han fik solgt til den gamle, socialdemokratiske kæmpe, Julius Bomholt, som en værdig post til at slutte en glorværdig karriere.

Planen kuldsejlede dog på bureaukratisk modstand fra Undervisningsministeriet.

Og Bomholt endte med at blive vores første kulturminister – men nåede så sandelig alligevel at sætte et værdigt punktum.

Nu er det ikke fordi jeg ønsker mig, at jeg også var minister for videnskaben.

Sådan som en ministers arbejdsbyrde siden har udviklet sig, så synes jeg så absolut, at jeg har nok i mine nuværende ansvarsområder.

Men som vision er tanken nu både flot og spændende.

Kunst og videnskab tænkt som én samlet frontløber, der skal løfte mennesker og samfund.

Og hvad der er verdensfjernt på Slotsholmen, kan blive virkelighed på Frederiksberg.

Allerede fra starten, tilbage i 1800-tallets midte, forstod man, hvad der stod på spil.

Her langt ude på landet, som det var dengang.

Det var en tid, hvor man skuede ganske vidt, og lagde rødderne til det land, vi kender i dag.

Man forstod rækkevidden af den opgave, som ”Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole” skulle løse.

Omgivelserne skulle passe til ambitionerne.

Her blev det videnskab og kunst forenet – det sande, og det skønne.

Datidens førende arkitekt, Bindesbøll blev sat på opgaven.

Det gik som det sig hør og bør med betydningsfulde og historiske bygninger – groteske budgetoverskridelser, stor skandale.

Og naturligvis dør arkitekten undervejs, efterfulgt af stor diskussion om, hvorvidt resultatet nu også blev, som resultatet egentlig burde have været.

Men ikke desto mindre kunne man i 1858 indvie en skole, som skulle ændre Danmarkshistorien, og som undervejs også er blevet et kunstnerisk skatkammer.

Jeg nævner i flæng: Forarbejdet til Salys rytterstatue vogter forhallen, Storm P.’s tegninger pryder væggene, og rundt om på Campus ser vi udsmykninger af:

Albert Mertz, Krestine Kærholm, Vierra Collaro, Peter Bonnén, Gert Daae Funder Pontus Kjærmann, Jens Peter Hellermann, Jes Fomsgaard og mange flere.

Plus ikke mindst det skønneste levende kunstværk: Fakultetets fredede have.

Nu ved jeg godt, at alle de travle mennesker, der arbejder og studerer her, ikke hver dag stopper op og fordyber sig i alle disse kunstneriske højdepunkter.

Alligevel tror jeg på, at kunsten betyder noget – hver eneste dag.

Jeg tror på, at man mærker det i luften, man husker det i baghovedet, og man føler højden til loftet.

Man mærker, at man bruger et sted, som – med lidt højstemte ord – har fået kærlighed og omsorg af kyndige hænder.

Hvor folk har brugt tid og hjerteblod på at skildre, hvad der for dem er sandt og skønt, i maling og marmor.

Eller, for Bjørn Nørgaards vedkommende, i stål, bronze og granit.

Jeg tror det var den vision, som Viggo Kampmann og Julius Bomholt havde – selvom bureaukratiske realiteter snart fik skudt den ned.

Jeg tror på, at god kunst gør levende for os, hvor langt vi kan nå, hvor nyt vi kan tænke, og hvor meget vi kan brænde for vores drømme.

Kunsten viser os, at selv de vildeste tanker faktisk kan gøres til fysisk virkelighed.

Og det er det brændstof, som Frederiksberg Campus har brug for, hvis I, i den fagre ny bioteknologiske verden, skal gentage fortidens bedrifter.

Derfor er dagens fødselsdagsgave også meget mere end bare en smuk plads, hvor man kan nyde vejret – plus øl og helstegt pattegris.

Den smukke plads, som Bjørn Nørgaard har skabt til dette hæderkronede sted, er også et mindesmærke og en fremtidsinspiration.

Med det passende kælenavn, den har fået af sin skaber – ”Biologisk Mangfoldighed” – er den et springbredt for et levende studie- og forskningsmiljø, her hvor fremtidens biovidenskab bliver til.

Jeg håber, at både ansatte, forskere og lokalbefolkning vil få stor glæde af dette nye byrum.

Rigtig hjerteligt tillykke med de 150 år til Frederiksberg Campus!